23948sdkhjf

HK-ansatte mænds løn er steget mere end kvindernes

En undersøgelse fra HK Privat viser, at forskellen mellem mænds og kvinders løn blev større sidste år.
Efter i årevis at have bevæget sig i retning af ligeløn, viser HK Privats lønstatistik for sidste år pludselig en ny tendens.

Mens mændene i 2014 tjente 10,0 procent mere end kvinderne, blev forskellen mellem kønnene øget til 11,3 procent sidste år.

Det undrer HK Privats formand, Simon Tøgern, som ikke umiddelbart har en forklaring på udviklingen.

- Det er virkelig ærgerligt, at en positiv omend langsommelig udvikling nu går den anden vej.

- Det er også overraskende og uforklarligt for os, siger Simon Tøgern.

Han mener, at statistikken understøtter HK's krav om fortsat fokus på den manglende ligeløn herhjemme.

- Vi har brug for lovgivning, som understøtter det, som alle går rundt og siger, at de gerne vil have: ligestilling.

- For det har vi ikke, hvad angår lønnen. Der er en forskel, som ikke kan forklares med andet, end at du er en kvinde eller en mand, siger han.

HK opfordrer også regeringen til at genindføre kravet om, at virksomheder med under 35 ansatte skal lave kønsopdelt lønstatistik, så man kan følge udviklingen mere præcist.

HK har tidligere analyseret sig frem til, at godt og vel 40 procent af lønforskellen kan forklares med forskel i jobfunktioner, jobstatus og erfaring. Det efterlader et uforklaret lønspænd på 60 procent.

HK Privats jobstatistik omfatter 25.000 medlemmer, der frivilligt har indberettet tallene. HK Privat har omtrent 110.000 medlemmer.
/ritzau/
Læs mere om: hk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111